Det sydlige England har en enestående samling af haver, der har været med til at sætte et tydeligt præg på havehistorien. De særlige klimatiske og økonomiske forhold og beliggenheden tæt ved London skabte de ideelle betingelser for skabelsen af haverne.
En lang række af Englands allerbedste haver ligger i Sydøstengland: haver som Great Dixter, Sissinhurst og Gravetye Manor, har dannet skole for flere generationer af gardnere. Men området byder også på en række mindre perler, som ikke er så besøgte, men hvor det virkelig er værd at slå ruten forbi. Det gælder bl. a. haver som Long Barn, Pashley Manor og West Dean.
Long Barns historie er nært forbundet til Sissinghurst og dens skabere Vita Sackville-West og Harold Nicolson. Vita Sackville-West var i 1892 blevet født på landstedet Knole, der havde hele 365 værelser! Men Sackville-West kunne som kvinde ikke arve sit fødehjem, og det betød at slottet efter faderens død i 1928 gik til en onkel. I 1913 blev Vita gift med Harold Nicolson og ægteparet købte Sissinhurst i 1915 da de vendte tilbage fra Konstantinopel, hvor Harold Nicolson havde været udsendt som diplomat, og over de næste årtier udviklede de en enestående have.
Vita Sackville-West og Harold Nicolsons ven Edwin Lutyens hjalp til med at forbedre haven og stod bl.a. bag de seks L-formede bede fra 1925, der kan ses i dag. I 1932 solgte Vita og Harold huset og købte i stedet Sissinghurst Castle. I perioden mellem 1915 og 1932 besøgte en lang række kunstnere, forfattere og skuespillere huset, herunder Virginia Woolf, E. M. Forster og Charlie Chaplin.
Long Barn ligger ved landsbyen Sevenoaks Weald, og har et areal på omkring en hektar. Huset på grunden menes at gå helt tilbage til 1360. På Long Barn finder man en række elementer, der senere skulle gøre Sissinghurst berømt: klippede taks skaber struktur og deler haven op i klart adskilte haverum. Den klare struktur i haven tydeliggøres af stier der er anlagt ad en øst-vest-akse og skulpturer står for anden af blinde stier og skaber orden, som det også gælder på Sissinghurst.
De flotte staudebede er domineret af rørblomster (penstemon), lavendel (lavandula) og jomfru i det grønne (Nigella damascena). På trappetrinene skaber spansk bakkestjerne (erigeron karvinskianus) lys og liv blandt stenfladerne.
I 1930 købte Vita Sackville-West og Harold Nicholson Sissinghurst, blot en halv times kørsel fra Long Barn, og ægteparret flyttede permantent i 1932. I dag er Lars og Rebecca Lemonius ejere af Long Barn. Long Barn kan sagtens opleves uafhængigt af Sissinghurst, men det er helt oplagt at besøge begge haver. Long Barn er dog privat og kan kun besøges, hvis man kommer som en gruppe.
Sissinghurst er én af Englands mest kendte haver, og bliver årligt besøgt af ca. 200.000 mennesker. Haven blev skabt af digteren og forfatteren Vita Sackville-West og hendes mand, Harold Nicolson. Da de købte Sissinghurst i 1930 var der ikke meget andet end ege- og nøddetræer på grunden, men over de følgende årtier skabte de en enestående have. Vita kultiverede omkring 200 forskellige roser sammen med sine gartnere. Hun boede her til sin død i 1962, hvorefter National Trust overtog haven.
Slottet, der ligger i området Kent, blev bygget i 1530'erne af Sir John Baker. I 1554 giftede hans datter Cecily sig med Thomas Sackville, Jarl af Dorset, der faktisk var en fjern slægtning til Vita Sackville-West. I det 18. århundrede gik Baker-familien konkurs, og slottet blev overtaget af regeringen og brugt som fængsel under Syvårskrigen (1756-63).
Fangerne forårsagede dog stor skade på ejendommen, og i det 19. århundrede var de fleste af husene ødelagt. Da det i 1928 blev sat til salg, var det svært at finde købere, indtil Vita Sackville-West og Harold Nicolson købte slottet og grunden to år senere.
Harold Nicolson inddelte haven i en række haverum. Blandt de mest berømte haverum er The White Garden, hvor hvid blomster og stauder dominerer. Særligt den store kravlerose rosa mulliganii der dominerer haverummets centrum får haven til at lyse op.
Sissinghurst er i konstant udvikling: for få år siden besluttede man at skabe et nye haveafsnit lige ved hovedindgangen: Delos-haven. Vita Sackville-West og Harold Nicolson havde besøgt den græske ø Delos i 1935 og var blevet så inspireret af besøget, at de skabte en græsk have med sten og middelhavsplanter. Haven blev dog aldrig hvad de havde drømt om - klimaet i Kent gjorde det svært at få middelhavsplanterne til at trives, og i stedet udviklede haven sig i en anden retning, og bregner, geranium og nyserod (helleborus) kom til at dominere.
Derfor fik den anerkendte landskabsdesigner Dan Pearson opgaven at færdiggøre projektet. I samarbejde med Olivier Filippi, der er ekspert i Middelhavsplanter har Dan Pearson skabt en græsk have, der fortrinsvist bruger græske planter, som blandes med planter fra andre dele af Middelhavsområdet. De er plantet, så de står i læ og får så megen sol som muligt, og dermed er drømmen om Delos blev skabt - næsten et århundrede efter, at tanken blev født.
Pashley Manor Gardens måler knap 5 hektar og ligger få minutters kørsel fra byen Wadhurst på grænsen mellem Kent og Sussex.
Haven består af en stor sø, viktorianske drivhuse, en rosenhave, et skovområde, et azalea-afsnit og en række staudebede. Haven er kendt for sine rosen-, dahlia- og tulipan-festivaller: hvert år plantes 48.000 tulipaner i samarbejde med et anerkendt hollandsk firma, i juni afholdes en rosenuge og i efteråret blomstrer de mange dahliaer. Haven byder ligeledes på en række skulpturer lavet af lokale kunstnere.
Haven stammer fra det 16. århundrede - der står flere 500 år gamle egetræer på grunden - og huset er tæt forbundet med den berømte Boleyn-familie: Sir Geoffrey Boleyn, der ejede haven i 1400-tallet, var oldefar til Anne Boleyn, der blev gift med Henry VIII (efter hans ægteskab med Katharina af Aragonien). Anne Boleyn blev som bekendt halshugget af kongen, fordi hun ikke var i stand til at give ham en søn, men hun fødte kongen en datter , der senere blev dronning med titlen Elizabeth I. Der er usikkerhed om hvorvidt Anne Boleyn rent faktisk boede på Pashley Manor.
De nuværende ejere er Sellick-familien, der købte stedet i 1981. Familien gjorde et stort arbejde for at renovere haven, og i 1999 blev haven udnævnt til 'Året Have' af Christie's.
Great Dixter er verdenskendt og byder både på en banebrydende have og et huset, der er tegnet af den berømte arkitekt Edwin Lutyens. Lutyens opført bygningerne mellem 1910 og 1912, og i huset indgik en historisk bygning fra 1500-tallet, som blev flyttet til grunden. Haven blev til i et samarbejde mellem Lutyens og Nathaniel Lloyd, og senere videreudviklede Nathaniel Lloyds søn, Christopher Lloyd, haven og gjorde den til én af verdens mest ikoniske haver.
Haven indeholder mange elementer, der var populære i Arts & Crafts-bevægelsen, heriblandt klippede taks, staudebede, frugthaver og vilde blomsterenge. I dag er head gardeneren, Fergus Garret, som er blevet oplært af Christopher Lloyd.
Christopher 'Christo' Lloyd gjorde haverne på Great Dixter til det de er i dag og revolutionerede disciplinen havedesign via sine bøger og de mange artikler i bladet Country Life.
Et af de helt centrale elementer i Christopher Lloyds have er blomsterengen, som Lloyd behandlede i bogen Meadows at Great Dixter and Beyond (2004).
James og Margaret Beale fandt dette idylliske sted i Sussex til at opføre et sommerhus. Huset blev tegnet af Arts and Crafts-arkitekten Philip Webb.
Huset er et fremragende eksempel på engelsk Arts and Crafts-arkitektur med interiørkunst af Morris & Co,, herunder møbler, kunstgenstande, puder, m.m. Huset står som det blev bygget og tager sig ud som det gjorde, når ejerne kom på weekend-besøg i 1920'erne.
Grunden måler 5 hektarer og har en kritikerrost plantesamling. I foråret dominerer rhododendron, kamelia (camellia japonica) og azalea. Sommerhaven er præget af roser, 'mixed borders' og en køkkenhave med masser af forskellige grøntsager. Ét af familiens børn bosatte sig i Japan, og haven indeholder mange planter, træer og buske, der er blevet fragtet til haven fra Japan.
Gravetye Manors historie går tilbage til 1598, da Richard Infield byggede huset til sin hustru. I 1884 blev huset overtaget af den berømte haveskribent og havedesigner William Robinson, der boede her i 51 år til han døde i 1935. Robinson udviklede en have over de næste årtier, som fungerede som hans eget private eksperimentarium. I dag er havens hovedansvarlige gartner Tom Coward, der tidligere har arbejdet på bl. a. Great Dixter.
William Robinson er én af de vigtigste havedesignere i nyere tid og er blevet kaldt ireren der lærte englænderne at designe haver. William Robinson revolutionerede engelsk havekunst gennem sine talrige bøger og flere hundrede artikler. Robinson skrev først for Gardeners' Chronicle og skabte siden bladet The Garden.
Robinsons tidlige rejser til Frankrig fik stor betydning for hans måde at tænke haver på. Under en rejse til Paris i 1867 blev han imponeret over byens parker og pladser, som han mente overgik Londons.
Blandt Robinsons hovedværker er The Wild Garden (1870) og The English Cottage Garden (1883). Robinson var ven med Gertrude Jekyll, og hans tanker fik stor betydning for havedesignere som Lawrence Johnston (der stod bag Hidcote), Vita Sackville-West (der sbakte Sissinghurst) og Christopher Lloyd (der designede Great Dixter).
William Robinson brug af stauder og idéen om 'den vilde have' med brug af blomsterenge og fri, naturalistisk beplantning fik enorm betydning for eftertiden og er aktuel i nutidens måde at tænke haver på. Blomsterengen blandede blomster som skillaer, alpevioler og narcisser med høstanemone, liljer og akantus, der kunne stå mellem hasselbuske, kastanjetræer og buske som stewartia og nyssa.
Stedets head gardener, Tom Coward, kom til Gravetye i 2010, efter at huset var blevet til et hotel ejet af rigmanden Jeremy Hosking. Tom Coward havde tidligere arbejdet med Fergus Garret på Great Dixter, hvor han særligt arbejdede med staudebedene og blomsterengen. Tom Coward udgiver jævnligt artikler i det engelske blad Country Life.
Da Tom Coward kom til Gravetye Manor gik han i gang med at restaurere den cirkelformede køkkenhave, de viktorianske drivhuse og med at plante nye træer og en mænde stauder, som skulle brede sig og give haven et 'robinsonsk' look. Han anvendte malerier og fotografier fra William Robinsons tid, for at få et indblik i, hvordan den oprindelige have havde set ud. Særligt brugte han malerier af Beatrice og Alfred Parsons samt værker af landskabs- og plantemaleren Henry Moon, som gav et indblik i den oprindelige haves opbygning, Robinsons plantevalg og planternes placering, m.m.
For Tom Coward er forgelmmigej (Myosotis, græsk for 'museøre'), der ofte betragtes som ukrudt, interessante for haven, men de skal holdes nede, så de ikke breder sig for meget. En anden af Tom Cowards yndlingsplanter er angelik (angelica sylvestris).
Mottisfont har en af Englands allerbedste rosenhaver. Haven har mere end 500 forskellige roser, der blomstrer flot i slutningen maj og den første halvdel af juni. Samlingen blev skabt af Graham Stuart Thomas, der designede rosenhaven i 1970'erne.
Haverne har også en stor samling af træer, heriblandt kastanjer, egetræer, lindetræer og bøgetræer.
Mottisfonts kloster blev grundlagt i 1201 af William Briwere, der havde skabt en stor formue på arbejdet for fire engelske konger. I 1536 blev alle Englands klostre beslaglagt af den engelske konge, Henry VIII, og Mottisfont blev foræret til kongens ven Sir William Sandy. Mange pilgrimme besøgte klostret på vej mod Winchester for at se klostrets relikvie: hvad der efter sigende var resterne af én af Johannes Døberens fingre!
West Dean er navnet på en landsby i Chichester i West Sussex sydvest for London. West Dean Manor house blev tegnet af James Wyatt og huset blev opført i 1804, men blev senere renoveret af Ernest George og Harold Peto. Arkitekten, landskabsarkitekten og havedesigneren Harold Peto designede haverne omkring huset. I dag huser bygningerne West Dean College of Arts & Conservation.
Et af de centrale elementer i haven er Harold Petos 100 meter lange pergola, der er Englands længste. Pergolaen domineres af clematis, roser, blåregn, liljer, bregner og geranier.
Andre interessante elementer i haven er de viktorianske drivhuse, en stor køkkenhave, en 'sunken garden', der blev restaureret i 2014, et stort skovareal og en frugthave.
Hvis man kommer til London på vejen til Sydengland, er det oplagt at indlægge et stop i den historiske have Kew Gardens. Det enorme haveanlæg huser den største og mest diversifikerede botaniske samling i verden. Havens herbarium har over 8 mio. planter og biblioteket over 750.000 bøger.
