Vores kulturrejse til Yucatánhalvøen går til én af Latinamerikas mest ikoniske destinationer. Få steder i verden har så meget at byde på som det østlige Mexico, og her skal vi opleve alt fra nogle af mayacivilizationens smukkeste byer (herunder Tulum og Chichén Itzá), spanske kolonibyer, smukt mexicansk håndværk, kridhvide sandstrande samt spektakulært dyreliv i UNESCO-naturreservatet Celestún.
Kom tæt på en perlerække af seværdigheder fra en periode på mere end 3.000 år. Rejsen begynder på den østlige del af Yucatánhalvøen, hvor vi bl.a. skal opleve den storslåede ruinby Tulum, der ligger helt ud til Det Caribiske Hav. Herefter kører vi til den spanske koloniby Valladolid, hvor vi skal bo to nætter på Hotel Real Hispano 5*. Vi besøger nu ruinbyen Chichén Itzá - et af Verdens 7 nye vidundere med én af verdens mest imponerende pyramider. Dagen efter kører vi til den charmerende koloniby Mérida, hvor vi skal overnatte 4 nætter. Over de næste dage besøges Puuc-kulturens pyramider i Uxmal, naturreservatet Celestún, hvor vi skal sejle gennem mangroven og se en enestående naturrigdom med eksotiske fisk og lyserøde flamingoer. På den traditionsrige Hacienda Sotuta Peón, oplever vi, hvordan der produceres lokalt håndværk, sko og tøj af fibrene fra agave-planten.
Rejsens logistik er rigtig god: alle seværdigheder ligger inden for rimeligt korte afstande, og vi bor på tre gode og komfortable hoteller. Bureauindehaver, Kasper Christiansen, er rejseleder og desuden deltager en mexicansk lokalguide på hele rejsen.