Metropolrejser er en familieejet virksomhed grundlagt af Kasper Christiansen og Bettina Valdivieso i 2011. Virksomheden har sæde i København og er selvfølgelig medlem af Rejsegarantifonden (under registreringsnummer 3365) og er desuden IATA certificeret (17236063).
Metropolrejser har specialiseret sig i kvalitetsrejser med vægt på kultur, haver, gastronomi og vin. På rejserne anvendes som oftest fremragende 4* hoteller og vi flyver på langt størstedelen af rejserne med direkte fly til og fra destinationen. Vi planlægger skræddersyede rejser med en personlig vinkel - derfor anvender vi ofte mindre hoteller og restauranter, der giver mulighed for at opleve lokal cuisine og vin.
Vores kontortid er mandag til fredag 9:00 - 17:00
Kasper Christiansen er cand. mag. i litteraturvidenskab og kulturformidling fra Københavns Universitet og har desuden læst kommunikation, sprog og historie på Universitat de Barcelona. Kasper har et indgående kendskab til kultur, sprog, arkitektur og historie (herunder kunsthistorie og havehistorie) og har holdt talrige kurser på Folkeuniversitetet om disse emner. Kasper arbejder som rejseleder på udvalgte rejser til Spanien, Portugal, Frankrig, Italien og England.
Bettina Valdivieso er stifter og ejer af Metropol Travels ApS. Bettina er uddannet fødevareingeniør fra UCA i San Salvador, El Salvador. Desuden har hun en mastergrad fra Universitat de Barcelona (Spanien) med speciale i fødevaresikkerhed og kvalitetskontrol. Bettina arbejder med et bredt felt af aktiviteter, herunder kontakten til og et nært samarbejde med leverandører som flyselskaber, hoteller, restauranter, busselskaber, guider, muséer, haver, m.m. Bettina sørger for, at logistikken på rejserne fungerer optimalt.
Hans Peder Christiansen har et indgående kendskab til havedesign og haver i Storbritannien. Gennem mere end 15 år har Hans Peder arrangeret haverejser til England, Wales og Irland gennem sit firma Gardening.dk. Kendetegnende ved rejserne er skræddersyede rejseprogrammer med ophold på fremragende hoteller og besøg af enestående haver. Siden 2012 har Hans Peder desuden samarbejdet med Metropolrejser omkring Have- og Kulturrejser til Sydeuropa. I dag skræddersyr Hans Peder haverejser til England for Metropolrejser, og Hans Peder deltager selv som rejseleder på rejserne.
Giovanna er uddannet i Kommunikation og Marketing og har mange års erfaring inden for felterne markedsføring, kommunikation, produktion og kundeservice. Hun har haft et tæt samarbejde med en lang række internationale kunder og leverandører, herunder General Motors, Baileys, Unilever, Loreal, Chrysler og H&M. Giovanna arbejder med kontakt til leverandører, produktion af rejser og den daglige kundekontakt.
Hanne har boet i både Barcelona og Madrid i længere perioder, og har rejst i det meste af Spanien. Hun har en stor viden om - og indsigt i - spanske forhold og skriver for både aviser og dagblade om en lang række emner forbundet med Spanien og spansk kultur. Hanne har fast artikler i Politiken og har flere års erfaring i rejsebranchen. Hanne er rejseleder på vores Kultur- og Gastronomirejse til Nordspanien.
Christian er journalist, forfatter, foredragsholder - og garvet rejseleder. Christian Martinez har rejst kloden rundt, siden han kunne snøre en vandrestøvle og har formidlet sine oplevelser videre som forfatter til rejsebøger for Politiken (Turen Går Til) og som rejseleder på rejsemål fra Påskeøen til Porto. Christian taler portugisisk med brasiliansk slagside, spansk med castiliansk læspen og neutralmarineret dansk med en rest af Vestegnen. Christian er rejseleder på vores Kultur- og gastronomirejse til Portugal.
Birgitte er cand.phil. i fransk og journalist har boet og arbejdet i Frankrig, USA og Afrika.
Når hun da ikke kører tværs over USA, besøger hun haver i Deauville eller Cornwall, idylliske landsbyer i Cotswolds, katedraler i Nordengland, små listige whiskyproducenter i Skotland eller vandrer i det storslåede landskab langs Hadrians Mur. Birgitte har mange års erfaring som rejseleder i England. På rejserne deler hun ud af sin store viden om historie, kultur, arkitektur og litteratur - og prøver ofte at tilføje den ekstra lille oplevelse, som gør rejsen uforglemmelig for deltagerne.
Birgitte er rejseleder på vores Have- og Kulturrejse til Sydøstengland.
Elsa er journalist, forfatter, foredragsholder og en erfaren rejseleder. Hun har boet 10 år i Frankrig og har i den periode rejst næsten overalt i landet. Elsa har et godt kendskab til de sociale og politiske forhold i landet – såvel som Frankrigs historiske udvikling og herunder Normandiets særlige plads i begivenhederne under 2.verdenskrig. Hun har også skrevet om gastronomi og har selv importeret franske vine til Danmark. Elsa er rejseleder på vores have- og kultur-rejser til Frankrig.
Henrik Normann er en særdeles erfaren rejseleder, som har boet otte år på Cuba og år i Ecuador før han, nu med cubansk hustru og deres fælles søn, flyttede til Malaga. Henrik skriver: ”Andalusien har de smukkeste kyststrækninger og vidunderlige bjerge. Solen skinner altid fra en skyfri himmel, og så er der den festglade befolkning, som holder de smukke gamle traditioner i live. Her skal jeg bæres fra!” Henrik er en meget dygtig formidler af historie, kultur, kunst, samfundsforhold og natur. Det hele tilsat glimt i øjet og en god portion humor. Henrik er rejseleder på vores Forårsrejse til Vestandalusien og Sydportugal.
Jesper har en baggrund som cand.ling.merc i italiensk fra CBS i København. Han har boet fast i Rom siden 1997. I de første elleve år af sit romerske liv arbejder han på den danske ambassade som attache med politik, økonomi og kultur som ansvarsområde. I 2008 forlod han diplomatiets bonede gulve og startede i stedet som freelancer. Siden har han kunnet skrive journalist, forfatter, foredragsholder, oversætter, tolk og fotograf på sit visitkort. Som forfatter – og medforfatter – har han indtil videre skrevet otte rejsebøger om bl.a. Rom, Toscana og Norditalien, senest bogen ”Italiens historiske haver”. Som journalist har Jesper rejst over hele Italien, og siden 2021 har han ligeledes arbejdet som rejseleder.
Metropolrejser har specialiseret sig i kvalitetsrejser, der bygger på grundig research og lægger vægt på kultur og haver, gode hoteller, gastronomi & vin og små grupper på maksimalt 25 personer (med 2 rejseldere maks 30 deltagere - for "storbyrejser se nedenfor). Rejserne hviler på følgende principper:
Vi har et indgående kendskab til Sydeuropas sprog og kulturer. Vi præsenterer de områder vi holder mest af på rejserne til Spanien, Frankrig, Portugal, Italien og Grækenland. Siden 2020 har vi også arrangeret haverejser til England - intet andet land i verden har så mange enestående kvalitetshaver som England.
Vores mål at give de rejsende en række uforglemmelige oplevelser på vores rejser. Det kræver grundigt forarbejde, en passion for rejsemålet og gode rejseledere. Vi planlægger kun rejser, hvor vi har et personligt forhold til destinationen og brænder for at videregive de store oplevelser, vi selv har fået på stedet.